Velkommen til Filipskolen
Filipskolen er en kristen privatskole, der ligger i naturskønne omgivelser ud til Amager Strand og har været her i over 50 år. Der er udsigt over vandet fra skolegården og de grønne områder og stranden bruges både i undervisning, i SFO og klub.
Filipskolen er en lille skole, det betyder, at vi kender hinanden, både elever og medarbejdere. Vi lægger vægt på, at vi lægger mærke til den enkelte i fællesskabet. Vi hilser på hinanden og taler frit og åbent til hinanden.
​
Filipskolen er en vigtig del af lokalområdet. Vi er optagede af vores værdier; Kristen skole, Dannelse, Læring og Trivsel. Vi arbejder på, at de kan leve i skolens hverdag.
​
Vi stræber efter at være den bedst tænkelige skole, derfor er arbejdet med trivsel et grundlag for læringsmiljøer, hvor der både er plads til nysgerrighed og faglighed.
​
Vi har et tæt samarbejde med elever og forældre, da det er centralt for at nå i mål med dannelse og uddannelse til et dansk, demokratisk og social bevidst samfund.
Morgensamling
På Filipskolen har vi morgensamling for alle elever en gang om ugen, her deler vi liv som skole og synger sammen. Vi lægger vægt på at tale åbent om Gud og tro og alle beder fadervor.
​
Vi samles også i skolegården på særlige dage og forældre er inviterede med til den første samling om måneden.
​
Der er morgensamling i alle klasser, hver morgen, her bliver der fx læst et stykke fra en børnebibel, sunget en sang og bedt en bøn for dagen.
Fællesskab på tværs af klasser
Vi har forskellige tiltag, der kan styrke fællesskaberne på tværs af klasserne.
Et af dem er venskabsvenner. Når nye børn starter i 0. klasse, får de en venskabsven fra 5. klasse. Venskabsvennerne hjælper og guider de små i pauserne. De laver forskellige planlagte aktiviteter sammen og mødes også til forskellige arrangementer. Hver dag hjælper eleverne i 5. kl. deres venskabsvenner fra 0. kl. med at dukse efter frokost.
Derudover har vi tiltag på trinene, hvor fx 0.- 3. kl. har en friluftsdag på Kastrup Fort eller 4. -9. kl. er på Idrætsdag i Glostrup.
I udskolingen tager 7. kl. og 8. kl. hvert år til Folkemødet på Bornholm, så de også lærer hinanden godt at kende. Idrætsundervisningen læses også sammen i 8. og 9. klasse i Prismen.